mandag den 17. februar 2014

Et liv i 3. række.

Marts 1999.

-We all laugh at City, hahaha. Man må lægge øre til meget som fan af Manchester City.
For få år siden begik City sig i det lukrative selskab i Premier League, men lever i dag  en anonym tilværelse i 2. Division – klubbens dårligste placering nogensinde. Trods flere års kriser er opbakningen til holdet større end længe, og ofte er der udsolgt til holdets kampe på Maine Road. 4 danske City fans har været i Manchester for at tage pulsen på deres yndlinge, og beretter her om, hvorfor man sympatiserer med et hold, der lever et liv i 3. række.

Vi er i Manchester for at se fodbold. Vi skal se Manchester City spille mod Northampton. Ja, De læste rigtigt. Det er ikke Manchester United mod Southampton. Vi skal til kamp på Maine Road og 3 dage senere til Turf More i Burnley sammen med 4.000 medrejsende City fans.

Den skandinaviske fanklub af Manchester City, der tæller næsten 550 trofaste medlemmer, har arrangeret fællestur til Manchester. 15 fans deltager på turen, heriblandt er vi 4 århusianere, der har lært hinanden at kende på Kjær & Calles Sportscafé i Århus.

Turen blev planlagt i efteråret, og alle vi har set frem til de 6 dage i Manchester med stor forventning. Og vi blev ikke skuffede!!

I løbet af fredagen ankommer de fleste fans til Manchester. Det er en trist og grå regnvejrsdag, som det ofte er på disse kanter af det engelske kontinent. Welcome to Manchester står der med smukke lyseblå farver på et skilt i lufthavnen. Det varmer mit hjerte. Dette er byen, hvor mit hold gennem mere end 15 år hører hjemme. De lyseblå fra Manchester City.

Efter en hurtig indkvartering på et lokalt hotel begiver vi os mod Platt Lane, der er City’s træningskompleks. Vi bevæger os igennem et tydeligt fattigt kvarter, der er karaktiseret ved små lave boligblokke, med 5 kvadratmeter tilhørende have. Midt i dette område troner Platt Lane frem som et slot i en barakby. Et helt nyt kompleks, der intet lader tilbage at ønske. Her skal vi møde spillerne, der netop har afsluttet formiddagstræningen

Flere af spillerne har forladt komplekset, da vi når frem. Til vores store glæde når vi dog at snakke med et par af spillerne, der glædeligt stiller op til foto og signerer spilletrøjer. Jeg er begejstret. Jeg har utrolig svært ved at forstå, at jeg står og smiler til fotografen sammen med Shaun Goater og Gerard Wiekens. For uindviede kan disse navne dække over banansorter fra eksotiske lande, men for en City fan, er det berømtheder i en lyseblå trøje. Og dem vil man gerne fotograferes med.

Trods den afslappede stemning kan man godt fornemme at spillerne er under pres. De spiller for en klub, der har forstret og lønnet berømtheder som Colin Bell, Mike Summerbee, Joe Corrigan, Paul Power , Uwe Rösler og Georgiou Kinkladze for at nævne nogle få. Klubben har ikke vundet et trofæ siden 1981, hvor de vandt FA-Cuppen, og lever i dag i skyggen af naboklubben, United. Manchester City har altid været byens hold, og spillerne lider i udstrakt grad under befolkningens forventninger og klubbens manglende resultater.

Da fotosessionen er ovre, og Shaun Goater har forsikret os om, at han vil give os et mål, nu hvor vi har taget den lange rejse til Manchester, begiver vi os op i kompleksets restaurant. Her skal vi mødes med de medlemmer af fanklubben, der kommer fra London, hvor de har støttet  Vålerenga i deres kamp mod Chelsea i Pokalvindernes Cup.

Vi indtager en pint øl og snakker om morgendagens kamp. I madkøen står kendte ansigter som Paul Power, Willie Donachie og andre tidligere stjerner, der har sin daglige gang i klubben. Her er ingen barrierer mellem fans og aktører, og det er det, der gør, at man virkelig føler sig som en værdsat del af klubben.

I det ene hjørne af restauranten sidder en ældre herre, der virker bekendt. Vi er lidt usikre på om det er Ken Barnes, der har ført City til mange triumfer i 1950’erne. Vores anelse bliver bekræftet, da han et øjeblik senere kalder os over for at snakke! Ved samme bord sidder Ken’s søn, Peter Barnes, der også har en fortid i City og på det engelske landshold. Vi hyggesnakker i en ½ time, inden de bestemmer sig for at tage os med på deres yndlingspub.

Vi har været i Manchester i mindre 4 timer og befinder os nu i bilen hos et par tidligere stjerner, der tager os med på deres yndlingspub. Man må knibe sig i armen.

Derby Arms, som pubben hedder, er både City & United pub. Pubben er viseligt delt op i to halvdele. Den ene side er prydet med billeder fra City’s storhedstid. Billederne er lidt gullige i kanten - sådan går det jo med årene! Den anden side er tildelt United. Der hænger blandt andet et stort billede af Peter Schmeichel.

Ken, der fik 20 pund for at vinde FA Cuppen med City i 1956, er et kendt ansigt på pubben, og der går ikke længe før nogle af de lokale begynder at diskutere fodbold med Ken. Han er utrolig lidenskabelig og som en bedstefar, der fortæller historier til sine børnebørn, fortæller  Ken levende om sin tid i topfodbold. Vi lutter øre og er en stor oplevelse rigere, da vi sidst på eftermiddagen siger farvel til Ken for at tage ind til Manchester, hvor vi skal møde Noel Bailey, der forfatter et uofficielt City magasin.

At forfatte et uofficielt magasin er en livsstil. Til alle kampene, både ude og hjemme, står Noel og hans venner, og sælger det seneste nummer af Bert Trautmanns Helmet, som magasinet hedder. Via dette salg får Noel betalt sine ture til kampene. Bert Trautmanns Helmet er kun et af 3-4 uofficielle magasiner.

Noel har taget nogle af sine venner med, der gerne vil møde de Skandinaviske fans. Det er en hyggelig aften, hvor vi snakker gamle dage, transferrygter, og alt hvad fodboldfans nu snakker om, når de er samlet i hyggeligt selskab.

Lørdag morgen. Dagen vi har set frem til i måneder er oprandt. I dag skal vi for første gang se City LIVE på Maine Road. Stemningen ved morgenbordet er nervøs. Mens vi giver optimistiske bud på kampens resultat indtages den solide engelske morgenmad, og den kulsorte kaffe. Ove, en norsk fyr sidst i 30erne, er den mest optimistiske. 5-0. Ingen tvivl i Oves sind. Som et lille kuriosum kan nævnes, at Oves’ søn, der lig mange unge mennesker, der for første gang skal vælge hold, er fan af Manchester United. En meget svær situation for Ove, der er nødt til at hjembringe en Manchester United trøje til sin søn.

Vi iklæder os vores trøjer, hatte og halstørklæder og begiver os mod Parkside, hvor opvarmningen til kampen skal foregå. Parkside er hjemmepublikummets pub, der ligger få hundrede meter fra Maine Road. 3 timer før kampstart er der allerede halvfyldt på pubben. Klientellet er meget blandet. Her er både forretningsmand og arbejder; børn og ældre. En broget flok, der har et fælles mål: Sejr til City.

Modsat mange af de øvrige fans, der indfinder sig sent på stadion, vælger vi at forlade Parkside en time før Kick-off. Vi har en mission. Brian, der er den danske fanklubs formand, har købt et dansk flag på størrelse med det lille målfelt, som vi vil hænge ud over tribunen, for at vise englænderne, at vi er kommet til byen for at hylde City.

Det magiske øjeblik i enhver fans øjeblik er kommet. Entreen på stadion. Vi skal op ad trappen og ind på Maine Road og mærke suset fra det mægtige byggeri og dets besøgende. Det er som om tiden står stille. Nærmest som forstenet står jeg og betragter denne smukke skueplads, hvor kampen skal spilles. -Excuse Me, lyder det bagfra. Jeg må give plads til en tilskuer, der vist har været på Maine Road mange gange, og øjensynligt ikke husker, hvordan han havde det, første gang han gjorde sin entré på Maine Road.

Vi finder hurtigt vores plads på Kippax tribunen. Nu skal flaget ud og hænge over tribunen. Troede vi. Eftersom der desværre også findes reklamer på siddetribunerne i England, går vores plan i vasken, og vi må skuffede pakke flaget ned på ordre fra en bestemt politikvinde.

Spillerne kommer på banen. Brølet fra 28.000 tilskuere sender et gys gennem kroppen. City er kæmpe favorit mod Northampton. City har på dette tidspunkt ikke tabt en kamp siden midt i december, og folk virker overbeviste om, at det også bliver til sejr i dag over et hold, der kæmper for at forblive i divisionen. Men dette er City.

Kampen ender, næsten forudsigeligt, 0-0. Man er vant til lidt af hvert som City fan, men det er ubeskrivelig skuffende og svært at sluge et 0-0 resultat, når man har taget den lange tur og set frem til en festdag i byen. Skudstatistikken lød 21-4 i Citys’ favør trods en mand i undertal i en hel time, men ind ville bolden ikke.

Stemningen på stadion var på det jævne, og det eneste tidspunkt sindene kom i kog, var da Kevin Horlock blev udvist efter en halv times spil. Jeg havde egentlig forventet mere af et publikum, der på sidste sæsons sidste spilledag, da det blev kendt at City rykkede ned i 2. division havde sunget -Bring on the Champions, mens de tørrede tårerne af kinderne og hyldede deres faldmede stjerner.

Efter kampen gik vi på en pub for at skylle skuffelse ned med en pint. Øllet smagte bitter og folk var langt fra klar til en stor festaften. I stedet for at drukne sorgerne på pubben bestemte vi os for at gå ud at spise på en hyggelig restaurant i Manchester. Dem er der mange af!

Vi sluttede meget passende aftenen på en pub ved navn Friendship. Fodbold drejer sig ikke kun om resultater, men ligeså meget om at knytte venskaber til mennesker med samme interesser. Som Morten fra den danske fanklub har udtrykt det, er det ikke holdets resultater og placering, der betyder noget. Det er stemningen omkring det at holde med og opleve noget sammen. Og det sammenhold er mindst lige så stærkt omkring City nu, hvor de spiller i 2 division, som det var, da de spillede i Premier League.

Dagen derpå var slappe af dag. Vi gik på Derby Arms for at se 2 kampe på Sky TV. Det var henholdsvis Manchester United mod Chelsea og Newcastle mod Everton i Fa Cuppen. Pubben var fyldt til bristepunktet og fadøllet flød fra hanerne. Der var flere familier, der havde henlagt søndagsudflugten til Derby Arms for at se fodbold og for at hygge sig i venners lag. Pubmutter bød på en gratis bid brød og vartede os så godt op, at vi blev på pubben i 5 timer.

Søndagen sluttede med en pint øl på Friendship, og vi gik i seng i pæn tid, da vi skulle tidligt op næste morgen for at nå formiddagstræningen på Platt Lane.

Vi kom i meget god tid til Platt Lane. Den eneste spiller, der var ankommet var Jamie Pollock, som nogle måske husker fra sin tid i Bolton. De øvrige fangede vi på vej ind til træning. Der blev taget billeder en masse og signeret på trøjer og i diverse magasiner.

Spillerne virkede ikke særligt nedtrykte ovenpå weekendens skuffende præstation, men det må også hjælpe på selvtilliden, at der står 15 Skandinaviske fans og hilser pænt goddag og giver moralsk opbakning i form af skulderklap. Ud over den Skandinaviske delegation var der yderligere 10-15 mennesker, der fulgte træningen.

Intensiteten ved træningen var mildest skuffende. Om det var fordi, der skulle spilles kamp dagen efter, ved jeg ikke, men det håber jeg. City har i år, ligesom tidligere år, haft svært ved at score mål. Efter at have overværet træningen forstår jeg hvorfor. De faste angribere ramte meget sjældent målet, og vi stod og tog os til hovedet i flere tilfælde. Den eneste spiller, der viste lidt format var Shaun Wright Phillips, der er søn af Ian Wright. Han er på kontrakt i City og i en alder af kun 16 år, træner han med førsteholdet. Hold øje med ham!

City har set værdien i at satse på og ”opdrætte” unge spillere. Paul Power, der træner de unge håbefulde spillere, har en meget talentfuld trup. City har formået at opbygge et af Englands mest anerkendte Youth Academies og håber, at det bærer frugt i løbet af de nærmeste år. Mange unge spillere vælger City, fremfor Premier League klubber første gang de skriver kontrakt på grund af de gode forhold på Platt Lane, og fordi chancerne for førsteholds fodbold er større i City end i en Premier League klub.

Da vi har overværet træningen går vi op i restauranten for at få frokost. I et tilstødende lokale får vi øje på Joe Royle, Citys’ manager, der skal til at give et interview til en radiostation. For mig er Joe Royle manden, der kan skaffe resultaterne tilbage til City, og jeg respekterer dybt, det han gør for klubben. Joe Royle har tidligere spillet i klubben og kender klubben indefra. Han kom til klubben i foråret 1998, men kunne ikke forhindre nedrykning i sidste sæson.

Det er en stor begivenhed at møde manden og få lov til at tale med ham. Han siger pænt til radiomanden, at han må vente med sit interview, til han har sagt goddag til sine Skandinaviske venner. Joe er en behagelig type, der trods et konstant pres fra omverdenen, og en tom pengepung, formår at få det bedste ud af sine folk - og tage pænt i mod fremmede folk. Joe signerer trøjer og magasiner, og siger at han glæder sig til at give os en sejr i Burnley i morgen. Det glæder vi os også til.

Mandag eftermiddag skulle vi se Maine Road på egen hånd. Vi gik selv en runde på stadion og fik taget nogle gode billeder af hinanden. I receptionen på Maine Road faldt vores øjne på et vimpel. Det var det eneste vimpel i receptionen, og det var fra AGF. Receptionisten fortalte at AGF havde haft et ungdomshold med i en turnering i Manchester. Nu håber vi på, at AGF inviterer igen, så vi kan se et City hold i Århus!

Efter turen på Maine Road besøgte vi den officielle Merchandise butik. Det er en cirka 150 kvm. stor butik propfyldt med City udstyr lige fra linealer til klubtrøjer. Et slaraffenland for en fan, der kun dæmper sin købelyst, fordi han næsten kan fornemme sin bankmands bekymrede blik i nakken.

Mandag aften fik vi også en på opleveren. Brian havde sat en fyr, der samler på kampprogrammer, stævne på Friendship. Brian manglede nogle få eksemplarer i at kunne fuldende sin samling af programmer fra 1993 og frem til i dag. Fyren vi skulle møde har programmer fra næsten alle de kampe City har deltaget i siden starten af  1950’erne. Både ude og hjemmekampe, cupkampe, internationale kampe og venskabskampe. En imponerende samling, der vidner om interesse i klubben.

Tirsdag var dagen, hvor turen gik til Burnley. For at få dagen til at gå havde vi bestemt os for at tage til Manchester om formiddagen. Vi ville ind og se Sportpages, en butikskæde, der kun sælger sportsrelateret litteratur, for at se om der var noget nyt på hylderne. Der var et par stykker, der fik købt nogle magasiner og et par postkort. Vi fortsatte til en anden butik, nærmest et antikvariat, hvor vi havde hørt, at der skulle være nogle sjældne genstande omkring City. Og ganske rigtigt.

På væggen hang der flere gamle City trøjer, som vi gerne ville have fingrene i. De var desværre ikke til salg – i første omgang. I stedet fyldte vi favnen med gamle magasiner og bøger. Vi faldt i snak med indehaveren, der selv er City fan, og da han hørte, at vi var kommet  fra Skandinavien for at følge City, blødte han op. Det endte med, at vi fik mange af magasinerne gratis, og bedst af alt; Vi fik en gammel City trøje. Vi fik taget billeder af vores nye ven, der overrækker trøjen til Brian. Han får helt fortjent sin egen plads i næste nummer af Scandinavian True Blues, der er vores skandinaviske fanblad.

Klokken 14.00 skulle vi alle sammen mødes på Bee Hive, en pub tæt på Maine Road, hvorfra vores bus mod Burnley ville afgå klokken 17.00. På pubben sad en del mennesker og værtinden var i dagens anledning iklædt sin City trøje. Det var den sidste dag, vi var sammen, så vi begyndte at udveksle adresser og emailadresser, så vi kan holde kontakten ved lige efter vores hjemkomst til de forskellige lande. Der blev selvfølgelig også gættet på aftenens resultat, men trods meget optimistiske bud, kom ingen af os i nærheden af at ramme rigtigt.

Godt varme under vesten begav vi os mod busserne. Spillerbussen holdt også ved Maine Road, så for sidste gang fik vi sagt held og lykke til spillerne. Vi drog afsted i en karavane af busser. 5 busser kørte fra Maine Road. Der var solgt 4.000 billetter til City fans, så vi ville få en hel tribune i Burnley. Det var denne udebane oplevelse, jeg havde set mest frem til. 4.000 fans på udebane, der synger og klapper, hujer og hopper. Det måtte blive en stor oplevelse.

Efter 1½ times kørsel nåede vi udkanten af Burnley. Her blev vi holdt tilbage af politiet, der skulle eskortere os til stadion. Alle steder havde vi hørt, at der kunne opstå problemer fordi, der havde været problemer, da Burnley havde besøgt City. Det var disse problemer politiet ville forhindre, og det klarede de i fin stil. Der var ingen problemer før, under eller efter kampen.

Burnley er en tidligere storklub og råder over et flot stadion, Turf More med plads til 22.000 tilskuere. Burnley kæmper i bunden af rækken og til aftenens kamp, var der kun knap 18.000 tilskuere. De fik en City opvisning ud over det sædvanlige!

Alt det held City manglede i lørdagens kamp tilsmilede holdet denne aften. City vandt 6-0 og som en kommentator senere udtalte på TV kunne det være blevet 15-0. Vi sang Blue Moon, Walking in a Wiekens Wonderland og andre klassiske City slagsange hele aftenen. Det var den ultimative fodboldoplevelse! Citys’ største sejr i flere år, og vi var vidner til det. Som en lille ekstra gave til os Skandinavere gav Shaun Goater os et vaskeægte hattrick at gå hjem på.

Denne smukke aften på Turf More i Burnley vil jeg aldrig glemme!

Hjemturen var præget af den gode stemning, og alle var enige om, at nu kører det for alvor for City. Flere af passagererne var sikre på, at City kunne nå den direkte oprykning, selvom, der er 10 point op til Preston!

Da vi omkring midnat var tilbage i Manchester havde pubberne lukket, så vi fejrede sejren med en stor kebab og cola i den lokale grillbar. Vi sluttede aftenen af i hotellets bar, hvor vi genså alle 6 mål på TV og skålede for en vellykket tur.

Onsdag morgen var det slut. Vi skulle tage afsked med hinanden ovenpå 6 fantastiske dage.
Det er altid svært at sige farvel til venner, der har samme lidenskab som en selv, men jeg er sikker på, at nogle af os vil mødes på en fællestur til Manchester igen, hvor vi sammen vil synge: I know I am, I’m sure I am, I’m city till I die!!!!.

Skrevet af Peter Arndal på vegne af den danske del af den Skandinaviske fanklub. Marts 1999.

Støt mine støtter